Den Europæiske Unions handelspolitik tager udgangspunkt i et ønske om at beskytte unionens egne virksomheder og om at sikre den økonomiske vækst inden for EUs grænser.

Fordi EU er en økonomisk kæmpe og har stor indflydelse på verdensmarkedet, har handelspolitikken alvorlige konsekvenser for andre lande og særligt for de fattigste af disse lande.

EU er en toldunion. Det vil sige, at man i EU har fælles toldgrænser udadtil, som medlemslandene ikke må ændre på. Toldgrænserne er fuldstændigt bestemt af EU, da handelspolitikken er et EU område ifølge den gældende traktat fra 2001: Nice-traktaten. Det betyder, at enkelte lande som f.eks. Danmark eller Sverige ikke kan gå foran med en mere retfærdig handelspolitik, da vi skal følge EUs regler. Der tales meget om frihandel i EU, men der er ikke reel frihandel – og slet ikke med lande uden for toldunionen.

Den særlige beskyttelsestold – anti-dumping

Udover en almindelig told på en række varer, pålægger unionen med jævne mellemrum en særlig – og ofte utrolig høj - beskyttelsestold (anti-dumping told). Det er lovligt internationalt, via WTO-reglerne (verdenshandelsorganisationen), at beskytte sit eget marked mod den uretfærdig konkurrence. Denne konkurrence opstår, når store virksomheder eksporterer f.eks. biler til langt under den pris, som bilerne sælges og produceres til på hjemmemarkedet.

Nogle eksempler på antidumpingtold er eksempelvis EUs angreb på Kinas tekstilindustri, der i 2005 blev pålagt en told på nogle produkter på mellem 20 og 85 %. Denne ordning ramte små danske erhvervsdrivende lige så hårdt som arbejderne på de kinesiske fabrikker. For de danske virksomheder havde købt og betalt produkterne fra Kina, som lige pludselig næsten ikke kunne fås ind i EU, da EU lavede denne toldordning over nogle ganske få dage i marts måned 2005.

I 2006 er det så skoene, man fra EUs side vil ligge antidumpingtold på - som med tekstilerne ramte det igen Kina, men også Vietnam blev ramt af en toldsats på op til 20 % oveni prisen. Så EUs antidumpingtold er både dyr for de danske forbrugere og den skader ulandes mulighed for at få fordelene af en friere verdenshandel.

Men Erhvervs- og Byggestyrelsen skriver i sin rapport fra september 2004 om anti-dumping, at ”talrige undersøgelser (viser), at (…) i stedet rammes små og mellemstore virksomheder – ofte i ulandene – som ikke har noget incitament til at dumpe.” Og så er der oven i købet eksempler på, ”at virksomheder, der tager højere priser på deres eksportmarkeder end hjemmemarkedet – og højere priser end deres konkurrenter – stadig rammes af antidumpingtold”. Se hele rapporten på http://www.ebst.dk/file/2476/Antidumping.pdf.

WTO-reglerne om antidumping kritiseres af økonomer for at invitere til misbrug. Oven i hatten har EU så indført en regel, som går videre end det internationale regelsæt: Nemlig at unionen kan lægge ekstra told på alt fra gødning over fjernsyn til sengetøj af hensyn til ”fællesskabets interesse”. Dette begreb er luftigt og fuldstændig elastisk og bruges til ren protektionisme.

Doha-runden - en "gratis" runde for de fattige

Doha - runden er en omgang forhandlinger i WTO (verdenshandelsorganisationen), som blev sat i gang i 2001. Det hele drejer sig om, at WTO medlemmerne skal blive enige om nogle spilleregler for en forøget liberalisering af verdenshandlen. Man har indtil nu afholdt seks møder, hvoraf flere mest har været præget af protesterne i gaderne.

Det har været meningen, at denne Doha-runde skulle blive en "gratis" runde for udviklingslandene, men indtil nu er det småt med de gratis gaver, som er blevet givet fra de rige lande, blandt andet EU.

Grunden til at det er EU og ikke Danmark der forhandler i WTOs Doha-runde er, at vi ved medlemskabet i 1973 frasagde os en selvstændig handelspolitik, da EU har fuldstændig ret til at forhandle på samtlige medlemslandes vegne. Man kan altså ikke i Danmark fremsætte fornuftige forslag i WTO uden at hele EU støtter det og det sker meget sjældent.

EU har indtil videre mest moset på med krav om liberaliseringer, men har selv haft mere end svært ved at give øget frihandel til ulandene på især landbrugsområdet. Kravet har været øget frihandel fra EUs side, bare ikke når det gælder EUs egne landbrugsordninger.

EU har blandt andet kommet med forslag der ville koste landene syd for Sahara i Afrika op til 280 millioner US$. Det var bare et af forslagene op til Doha-mødet i Hong Kong i december 2005. Det viser med al tydelighed, at EU ikke er interesseret i retfærdighed, men handel. Grunden til dette tab skyldes, at en ny aftale i WTO (målet for Doha-runden) vil få fødevarepriserne på verdensplan til at stige. Denne stigning vil ramme de fattige lande syd for Sahara meget hårdt. Ifølge 92-gruppen.

Derudover vil EU have 80 produkter, som man laver i EU i dag sat på en særlig liste, så man kan beskytte disse produkter via høje toldgrænser. Det var EUs plan i sommeren 2004. Ved at have en sådanne liste med produkter, som man må ligge told på, kan man beskytte sine hjemmelige producenter mod konkurrence på disse produkter.
Disse 80 produkter kan EU så vælge, at det skal være de 80 mest sårbare EU-produkter og dermed alligevel forhindre de fattige landes chancer.

EUs handelspolitik tvinger de fattige bønder ud

Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke har EUs handelspolitik medført, at man i landbrugslandet Ghana kan købe kyllinger (dybfrosne) til en pris på helt ned til 3 kroner pr kilo. Det sker via EUs overproduktion af kyllinger, som via eksportstøtten kan sælges til den uhyggelige lave pris. Ghana importerede i 2003 - 12.800 tons imod kun 3.400 ton i 1995. Denne stigning har medført at lokale bønder ikke længere kan konkurrere med EUs landbrug.

"Vores handelspolitik saboterer u-landenes muligheder for at skabe udvikling, fremgang og komme ud af sulten. Vores høje importafgifter holder dem ude af vore markeder, eksportstøtten holder verdensmarkedsprisen kunstigt nede, og vi ødelægger deres markeder ved at dumpe overskudsproduktionen. EU’s landbrugsordninger er, som The Economist skrev for få år siden, det ultimativt mest idiotiske system, som den vestlige verden nogensinde har skabt"
Kaj Lund Sørensen, landbrugslærer og aktiv i MS - 11. april 2005.

På et seminar i Bruxelles den 4. april 2006, fortalte vice-præsidenten fra Verdensbankes afdeling for eksterne forbindelser, Ian Goldin, at han tidligere havde forsøgt sig med et projekt om at lave kamel-ost i et af verdens fattigste områder - nemlig Mauretanien i Vestafrika. Denne fabrikation af kamel-ost skulle så kunne ekspoteres til EU, men på grund af EUs handelspolitik blev eksporten aldrig til noget. EU frygtede dermed kamel-ost fra fattige kamel-hyrder så meget, at man ikke ville tillade en import ind i EU, uden at have en høj told på området.

Vidste du at:

- at man i 2002 fra EUs side startede ordninger med antidumpingtold, der ramte 20 forskellige lande, deriblandt bomuldsprodukter fra det fattige Pakistan!

- alene i løbet af de første 3 måneder af 2004 iværksatte EU 7 nye antidumping undersøgelser for bl.a. cykler, gummiprodukter og polyestergarner!

- brugen af antidumpingtold på verdensplan også er stigende. Fra ca. 75 i 1980 til 350 i 2002!

- EU er en af de aktører på verdensplan der bruger ordningen mest!

- antidumpning er den mest brugte tilfældige beskyttelsesforanstaltning!

- EUs anti-dumpningtold på tekstiler og tøj i perioden 1994-1997 fik importen fra bl.a. Indonesien, Indien og Pakistan til at falde med 25%!

- Japan aldrig har brugt antidumping!

- adskillige økonomiske studier viser, at anti-dumping er skadelig for den frie verdenshandel og den globale økonomiske vækst!

Kvoter

Udover denne særlige ”beskyttelsestold”, har Den Europæiske Union en kvote-politik. Ulandene kan kun få lov til at eksportere en begrænset mængde – en kvote – til unionen. Kvoterne begrundes med, at EU ikke kan konkurrere med den lavere løn. Men kvoterne er med til at fastholde ulandene i fattigdom og hindrer retfærdig verdenshandel.