Landsledelsens politiske beretning til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde den 29.-30. oktober 2011 på Stengård Skole i Gladsaxe

Indledning
Danmark, Eurokrisen og Europagten
Lissabon-traktaten
"Verden er større end EU"
"Grænsestriden"
Folketingsvalget og konsekvenserne af det
Afslutning



Indledning

Denne politiske beretning bliver en beretning, der med fordel kan læses i forlængelse af sidste års beretning. Årsagen til det forhold er, at vi politisk befinder os midt i en række uafklarede/uafsluttede politiske forløb, som allerede blev behandlet i sidste års politiske beretning. Her kan bl.a. nævnes eurokrisen - og dens politiske og økonomiske konsekvenser. Lissabontraktatens ikrafttrædelse – og dens betydning for EU-integrationen? Hvornår skal der være folkeafstemning om EU-undtagelserne – og hvor mange af undtagelserne skal til afstemning?
Ligeledes fortsætter den i praksis EU-understøttede sociale dumping på ikke mindst byggeområdet – ofte suppleret med skatte- og momsunddragelse (Dansk Byggeri 20/7-11). Derudover har EU’s skadelige udenrigspolitik og sikkerhedspolitik været ekstra synlig i et år, hvor der var folkelige oprør for mere demokrati i flere arabiske lande. EU har længe eksporteret våben til flere udemokratiske regimer og samarbejdet med dem på andre områder eksempelvis om at holde flygtninge væk fra EU også selv om dette kan have kostet liv og helbred for disse flygtninge.

At den aktuelle udvikling i EU-området ikke fremmer begejstringen for EU og EU’s gerninger blandt de danske borgere kan eksempelvis denne euro-meningsmåling fra Den Danske Bank (Ritzau d.21/6-11) illustrere. Her kunne man se, at 56,7% af de danske vælgere ville stemme nej til et euromedlemskab, mens kun 40,2% ville stemme ja.
En Megafonmåling som Politiken bragte den 12/9-11 viste, at ca. 2/3 af de adspurgte ønskede en folkeafstemning om EU-undtagelserne. Men samme måling viste også, at det ikke er det samme som et ja til opgivelse af EU-undtagelserne! Målingen viste, at kun 36 % ville stemme ja til at opgive EU-retsundtagelsen, mens hele 46% ville bevare den.
Resultater som disse viser os i Folkebevægelsen, at der blandt de danske borgere er en stærk, måske ikke altid fuldt afklaret, sund EU-skepsis. En EU-skepsis der løbende bliver udviklet af den konkrete EU-politik. En politik der aktuelt viser ikke bare de danske borgere, men alle EU’s borgere, at de løfter en hver ny EU-traktat og EU-folkeafstemning er blevet søsat med, ikke har holdt vand.
Borgerne oplever EU-krav om indgreb i de nationale offentlige budgetter – indgreb der først og fremmest rammer samfundenes svageste, samt at de nationale demokratiske institutioner får begrænset deres råderum grundet øget politisk og økonomisk EU-integration. Der er også kommet nye forhold ind på den politiske bane. Her skal særligt nævnes Højesterets dom, der gav sagsøgerne (Folkeafstemningskomitéen 2010) medhold i at de havde ret til at føre sag mod den danske statsminister for grundlovsbrud i forbindelse med den danske godkendelse af Lissabontraktaten.
Endelig så har vi jo også fået sagen om den permanente toldovervågning. I sin konkrete form har sagen fået karakter af en farce, men som i sin bagvedliggende substans berører centrale forhold omkr. national suverænitet, men også omhandler hele Schengenproblematikken og i forlængelse heraf EU’s rets- og politisamarbejde.

Danmark, Eurokrisen og Europagten

Der er næppe nogen af læserne af denne beretning der ikke er klar over, at eurokrisen er blevet langt mere alvorlig. Ikke mindst i Euroland kan vi se konsekvenserne af krisen – bl.a. med voldsom stigende arbejdsløshed, drakoniske offentlige nedskæringer og stigende skatter i de hårdest ramte eurolande. Samtidig har vi oplevet eurolandene gennemføre et skuespil, vel primært af hensyn til deres respektive hjemmepublikum, omkring hvordan diverse redningspakker til Grækenland, Portugal og Irland skulle skrues sammen, her ikke mindst om hvem der skal betale hvad! (mere om den ”europæiske” vinkel i den parlamentariske beretning) .

Danmark er jo (heldigvis) ikke med i euroen. Men Danmark er jo en del af ERM2-aftalen i modsætning til eksempelvis Sverige. Samtidig har vi en regering og hovedparten af den parlamentarisk opposition der ønsker at Danmark skal opgive euro-undtagelsen.
Konsekvenserne af den virkelighed er, at det danske finanslovsforslag nu først skal sendes til gennemsyn – og nik – i EU-kommissionen, før regeringen kan præsentere forslaget i Folketinget.
Under Folkebevægelsens sidste landsmøde i 2010 var det endnu uklart om Danmark skulle blive en del af Europluspagten. Store dele af fagbevægelsen var stærkt kritiske overfor om de politisk-økonomiske bindinger Europluspagten ville stadfæste for fremtidige danske regeringer. S og SF signalerede også, i en eller anden grad, en skepsis overfor EU-plus.
På linje med Storbritannien, Ungarn og Tjekkiet har den svenske Rigsdag valgt at holde Sverige ude af Europluspagten. En beslutning der i stor udstrækning er presset gennem af den svenske fagbevægelse, det svenske Venstreparti og det svenske miljøparti, og hvor det svenske Socialdemokrati valgte at støtte Europlus-modstanden i Rigsdagen. I Danmark må man konstatere, at Socialdemokratiet og SF fik ”kolde fødder”. De ”kolde fødder” opstod måske som en kombination af de to partiers EU-begejstring og så frygten for den kommende valgkamp, og senere mulige regeringsdannelse med de Radikale. Konsekvenserne af den situation gjorde at der var politisk flertal i Folketinget for en dansk tilslutning til Euro-plus.
Argumentet fra S og SF’s side for tilslutningen var at de havde fået en række garantier, bl.a. fra den borgerlige regerings side, at Europluspagtens krav til den nationalt førte økonomiske politik, ikke vil påvirke den økonomiske selvbestemmelsesret. Den garanti kan man så gøre sig nogle overvejelser om, hvor meget den er værd. Bl.a. har regeringen henvist til Europluspagten efterfølgende når de skulle angribe S og SF’s økonomiske politik.
I forbindelse med S og SF’s tilslutning til Euro-plus skiftede det meste af fagbevægelsen også syn på samme pagt. Dog med nogle undtagelser FOA er stadig imod. Det skifte hos den danske fagbevægelse er særlig paradoksalt når man ser på hvordan den normalt særdeles EU-positive Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) ser på indholdet og betydningen af Euro-plus-pagten for de involverede medlemslandes fremtidige økonomiske politikker. EFS har den klare opfattelse, at vi med Euro-plus får en yderligere cementering af den EU-traktatfæstet monetaristisk orienteret økonomiske politik i de enkelte medlemslande. Helt konkret betyder det, at det politisk-økonomiske tiltag der skal forsøge at sætte gang i den økonomiske vækst via offentlige investeringer og ad den vej bl.a. bekæmpe arbejdsløsheden, vil blive vanskeliggjort. Konsekvensen af disse bindinger, bliver, at man i Danmark, også under en S-SF-regering, vil lade de økonomiske omkostninger der ved den aktuelle økonomiske blive båret af de grupper i samfundet der helt eller delvis er afhængige af offentlige ydelser. Ligeledes vil de offentligt ansatte også i fremtiden i stor udstrækning opleve konsekvenserne. Vi vil altså, takket være EU-bindingerne, i høj grad se en videreførelse af V-K-regeringens krisepolitik, også under en ny regering med et andet ideologisk udgangspunkt.
Det helt store spørgsmål i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvorfor en stor del af den faglige top har accepteret disse fremtidsudsigter? Det er i allerhøjeste grad deres medlemmer, samt de grupper i samfundet de givet vil hævde de også ideologisk repræsenterer, der kommer til at bære hovedparten af omkostningerne!
Det mest umiddelbare og logiske svar er, at den danske fagbevægelse har investeret så meget i en S-SF-regering at de ikke følte de havde ”råd” til at gå mod de to partiers tilslutning til Europluspagten, på trods af bl.a. EFS’ og den svenske fagbevægelses syn på pagtens indhold.

Hele den demokratiske proces omkring den danske tilslutning til Europluspagten viste dansk EU-politik fra sin grimmeste side. Den politiske debat begrænsede sig til tolv dage. Så indsigelser, alternative politisk-økonomiske overvejelser omkring konsekvenser ved tilslutningen havde i realiteten ingen chance for at blive en del af debatten. Resultatet var givet på forhånd. Danmark skulle med for enhver pris.
Den Gallupmåling som Folkebevægelsen bestilte under folketingsvalgkampen viste også, at 66 % af de spurgte ønskede at den danske indlemmelse i Euro-plus skulle have været til folkeafstemning. Igen ser vi, at der i befolkningen er en opfattelse af, at EU bestemmer mere og mere – og at samme befolkning ikke bliver inddraget i den proces. Samme Gallupmåling viste også, at 70 % af de spurgte ikke ønskede, at EU skulle bestemme mere.
Netop de meningsmålingsresultater viser måske, hvorfor et stort EU-begejstret flertal ikke ønskede at Euro-plus-pagten skulle til folkeafstemning, og heller ikke, at der skulle være en lang debat om dens indhold og betydning for den danske politisk-økonomiske suverænitet inden Folketingen skulle stemme om Pagten.
Folkebevægelsens rolle i fremtiden bliver i fremtiden, via bl.a. den offentlige debat og via EU-parlamentet, at medvirke til at der konstant rettes fokus på EU’s ”førergreb” på de nationale muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik der afspejler de konkrete økonomisk-politiske forhold i det enkelte land. Formålet med denne indsats skal være, at der rettes et permanent pres på Folketinget. Et pres der skal gøre at Folketinget ikke på forkant accepterer de økonomiske doktriner der udgår fra Bruxelles. Der skal til stadighed kæmpes for den økonomiske selvstændighed – og der er jo efterhånden nogle traditioner for at det danske folketing udviser ”civil ulydighed” overfor Bruxelles, når det gælder om at indføre lovgivning der går mod EU-traktaten.

Lissabon-traktaten

Alt er jo ikke den rene elendighed!
Som nævnt i indledningen valgte Højesteret i januar at give Folkeafstemningskomitéen 2010 medhold i, at sagsøgerne havde ret til at stævne statsministeren i forbindelse med den danske tiltrædelse af Lissabontraktaten – uden en forudgående folkeafstemning. Udover at der er grund til at glædes umiddelbart over at Højesterets afgørelse – så er der også grund til at overveje hvordan Højesterets begrundelse skal forstås? Og hvilken betydning den evt. vil kunne få i sidste ende ved en evt. senere dom ved Højesteret selv?
Noget tyder på, at Højesteret er villig til at se på betydningen af begrebet; suverænitet, på betydningen af afgivelse af suverænitet, og hvornår det sker.
Det er alt for tidligt, og vel heller ikke passende, at begynde at ”forudsige” hvordan sagen vil ende, efter den har været forbi Øster Landsret, og formodentlig også Højesteret. Men som sagt, havde Højesteret fat i betydningen af suverænitet og hvornår der sker afgivelse af suverænitet, da Retten begrundede hvorfor den gav sagsøgerne medhold. Man kan derfor håbe på, at der i forbindelse med en afgørelse i sagen, bl.a. også vil komme en juridisk fortolkning af betydningen for den nationale suverænitet (også i forhold til Grundloven) når et område overgår fra kravet om enstemmighed til flertalsafgørelser i EU-regi. Er der så tale om yderligere suverænitetsafgivelse eller ej?
Igen i år vil der i denne beretning komme en opfordring til at støtte Folkeafstemningskomitéen økonomisk – det er ikke uden økonomiske omkostninger at føre retssag mod statsministeren for grundlovsbrud.
Sagen er i øvrigt berammet til at begynde den 26. marts 2012.

”Verden er større end EU”

2011 vil blive husket, som det år, hvor flere arabiske befolkninger gjorde oprør og krævede mere demokrati. Men hvad var EU’s rolle i denne forbindelse?
EU har haft et tæt samarbejde med deres udemokratiske magthavere. EU havde eksporteret våben til disse lande, EU har støttet de udemokratiske regimer økonomisk og samarbejdet med dem om at forhindre flygtninge i at komme til EU. Det er derfor på trods af EU, at befolkninger i Tunesien og Egypten har bedre udsigter til demokrati i dag end da vi holdt landsmøde sidste gang. Og når EU’s ledere i dag vender ryggen til Gaddafi, så er det vigtigt at huske, at unionen indtil februar i år solgte våben til Gaddafi. Dobbeltmoralen kender derfor ingen grænser i EU. Dette gælder ikke mindst Frankrig, hvor regeringen var helt indsyltet i samarbejdet med Tunesien og Egypten. Frankrigs præsident Sarkozy holdt i 2007 juleferie i Egypten betalt af Mubaraks regime, og da de folkelige oprør startede, var den daværende franske udenrigsminister Michelle Alliot-Marie gratis passager i et fly i Tunesien, der var ejet af en ”tæt forbindelse” til diktator Ben Ali og premierminister Francois Fillon tog ved årsskiftet på ferie i Egypten. Opholdet blev betalt af Hosni Mubarak.
Men det er ikke kun i forhold til disse lande, at EU sætter egne interesser over principper om menneskerettigheder, folkeret og fred. Det gælder mange steder. EU har f.eks. i løbet af året lavet en forlængelse af fiskeriaftalen med Marokko – selvom den også gælder for det besatte Vestsahara. Folkebevægelsen mod EU har i den forbindelse aktivt kæmpet imod denne fiskeriaftale og for at FN’s fredsarbejde skal støttes – som landsmødet besluttede sidste år - og heldigvis vender de skandinaviske regeringer sig også imod fiskeriaftalen, men så længe Danmark er med i EU kan vi blive stemt ned og det blev vi som sagt i 2011. Men Folkebevægelsen mod EU vil fortsætte med at sætte fokus på Vestsahara og EU’s umoralske politik, der også har stor betydning i forhold til Danmarks undtagelser på forsvars- og retsområdet.

”Grænsestriden”

For kynikeren er der mange ”morsomme” politiske øjeblikke i denne sag om den såkaldte permanente grænsekontrol. Lad mig blot nævne et par stykker. DF tilslutter sig i realiteten EU’s krav om fjernelsen af efterlønnen mod til gengæld at få en eller anden form for fysisk grænsekontrol, som de så retorisk kan blæse op. Men den kompensation vil blive kortvarig, da den nye regering vil fjerne grænsekontrollen. Men i løbet af sommeren gik diskussionen for alvor i gang omkr. hvornår en grænsekontrol er permanent eller ikke er det, hvor alle partier deltog ligeså EU-kommissionen og Tysklands og Sveriges regeringer.
Bag det ufrivilligt komiske i denne sag, så findes der også en kerne af stor alvor.

For det første er der det principielle spørgsmål, om Danmark har ”lov til” at indføre en permanent fysik grænsekontrol ved sine egne grænser? For Folkebevægelsen er svaret på det principielle spørgsmål relativt enkelt. Er der et flertal i Folketinget der ønsker at genindføre grænsebommene ved de danske grænser, så har de retten til at træffe den beslutning. Så må man til gengæld også forvente, at Folketinget sørger for at de internationale forpligtigelser i tilknytning til området Danmark evt. måtte have tilsluttet sig tilpasses den nye virkelighed – med de fordele og/eller ulemper det måtte have.
I virkeligheden er der meget mere i denne sag, der bevæger sig ud over det principielle i forhold til spørgsmålet omkr. national grænsekontrol eller ej. Allerede tilbage i sidste del af 1990’erne da vi havde diskussionen om Danmarks indlemmelse i Schengenland (hvor vi heller ikke fik en folkeafstemning) påpegede Folkebevægelsen hvad konsekvenserne ville være ved fjernelsen af den synlige fysiske grænsekontrol. De konsekvenser er, at vi i dag har fået en ”overvågningsunion”. Som kompensation for den manglende interne grænsekontrol indenfor Schengensamarbejdet har man opbygget et omfattende registersystem (SIS og SIRENE). I det system findes mange millioner oplysninger, herunder personoplysninger, og de kan udveksles mellem de nationale myndigheder.
Schengensamarbejdet er i dag integreret i EU’s retssamarbejde. Som jo nu i forbindelse med Lissabontraktaten er overgået til en overnational status. Beslutninger på området skal i fremtiden træffes med flertal. Dermed kommer vi jo ind på spørgsmålet om en af de danske EU-undtagelser, retsundtagelsen. Den undtagelse går ud på at Danmark er friholdt fra at deltage i den del af EU’s retssamarbejde der sker via de overnationale principper. Den undtagelse vil fra nu af få meget stor betydning for Danmarks forhold til EU, i og med at hovedparten af EU’s rets- og politisamarbejde i fremtiden netop vil ske i et overnationalt regi.

Nu er der næppe mange, heller ikke blandt Folkebevægelsens medlemmer, der ikke mener at internationale narkohandlere m.fl. ikke skal fanges og dømmes - og at et internationalt samarbejde i den forbindelse kan være en rigtig god ting.
Hvorfor er Folkebevægelsen så glad for, at vi har en retsundtagelse, der sikrer at Danmark ikke per automatik underkastes flertalsafgørelser på EU’s retsområde?
Her er der tre væsentlige hovedargumenter. For det første sikrer retsundtagelsen, at der er kortere afstand fra befolkningen til de lovgivere, der bestemmer lovene på retsområdet. Vi som befolkning vil få nemmere ved at påvirke lovgivningen, hvis vi fastholder retsundtagelsen.

For det andet er der forskellige retstraditioner blandt EU’s medlemslande. Man ser lidt forskelligt på, hvad der er kriminelt, og måske i højere grad, hvor kriminelt man opfatter handlingen – og dermed hvor hård straffen bør være. Skal man til at indføre (og det vil man) fælles strafferammer, så kan der opstå nogle alvorlige konflikter. Ligeledes kan hele det familieretlige område også komme til at give en række problemer, når man skal nå frem til en fælles forståelse. Det tredje hovedargument, er, at det allerede i dag er problematisk at visse EU-landes myndigheder eksempelvis har automatisk adgang til personlige oplysninger om danske statsborgere via bl.a. SIS – oplysninger om borgere der ikke nødvendigvis er kriminelle! Det kan meget vel være oplysninger der kan misbruges af kriminelle til at udføre kriminelle handlinger med, og bringe bl.a. uskyldige danske borgere i vanskeligheder – og det gælder også andre EU-borgere for den sags skyld.
Sagt mere klart, korruption i nogle EU-lande er mere udbredt end i andre EU-lande.

Folketingsvalget og konsekvenserne af det

Vi har jo nu haft et folketingsvalg her i efteråret – og det har ført til at vi har fået en Socialdemokratisk ledet regering. Som sædvanligt var EU nærmest totalt fraværende som tema i valgkampen. Vi i Folkebevægelsen forsøgte at sætte fokus på EU. Ved at arrangere nogle vælgermøder, bl.a. sammen med Europabevægelsen – det gav lidt omtale, men satte ingen politisk dagsorden. Ligeledes fik vi lavet den føromtalte meningsmåling hos Gallup. Medierne ignorerede den nærmest totalt. Det eneste tidspunkt hvor der var ved at opstå en EU-debat mellem partierne var da det slap ud at EU-kommissionen var klar med et forslag til at det i fremtiden skal være EU der skal bestemme hvilken grænsekontrol et medlemsland må etablere. Men her var EU-kommissionen så ”flink” at udsætte offentliggørelsen af forslaget til dagen efter det danske folketingsvalg. Det tilbud tog hovedparten af de danske partier vel imod. Og så var den sag i realiteten død – også fordi, at den fjerde statsmagt (medierne) heller ikke problematiserede situationen. Det er på mange måder frustrerende. Vi står i en situation i dag, hvor EU er ved at gå op i limningerne. Vi ser en Europluspagt, der i realiteten vil binde den nye regering og det nye Folketing på hænder og fødder. Men det er intet tema i valgkampen. Skulle der være enkelte partier, og enkelte folketingskandidater der forsøger af et ærligt hjerte at sætte en debat i gang om disse konsekvenser – så kan de allerheldigst håbe på et læserbrev i en avis. Men ingen af de store medier eller politiske modstandere vil tage den handske op. EU-diskussionen skal ikke blive et tema i forbindelse med et folketingsvalg. Omkostningerne for de fleste partier i Danmark er simpelthen for store. Og det illustrerer i virkeligheden Folkebevægelsens meningsmåling ganske godt. De EU-begejstrede partier vil kunne miste nogle af deres knap så EU-begejstrede vælgere, hvis disse blev gjort opmærksom på deres partis EU-synspunkter.

Som en konsekvens af valget, må vi formode, at vi i Folkebevægelsen skal ud i en folkeafstemningskampagne. Formodentlig vil det ske i løbet af sidste halvdel af 2012, og det vil handle om i hvert fald Retsundtagelsen og Forsvarsundtagelsen. Intet er dog sikkert her i livet, og slet ikke når vi har med EU at gøre. Vi kan jo i løbet af 2012 stå i den situation at et eller flere eurolande er gået statsbankerot, at euroen er under pres, at EU-landene skændes om hvem der skal betale o.s.v. Den situation kan jo godt nedkøle, selv hos den EU-ivrige ledelse i Det Radikale Venstre, lysten til at forsøge sig med en EU-folkeafstemning.
Ligeledes må man jo også se på de interne danske politiske forhold. Her tænkes på valgresultatet. Vi kan konstatere, at de Radikale klart er blevet styrket. Det taler for, at der vil komme et pres for en folkeafstemning om undtagelserne. Omvendt kan man hævde, at både S og SF kom noget forpjusket ud af valgkampen på trods af at de vandt regeringsmagten. Spørgsmålet er, om de har styrken til at være en ledende kraft på ja-siden i en EU-folkeafstemning? Men de kan jo presses af de Radikale. Venstre vil formodentlig næppe sætte meget på spil i den kampagne. De vil givet være glade for et ja, men de ser sikkert også gerne at S, SF og R slider sig selv op i løbet af kampagnen. De Konservative er ved det netop afsluttet folketingsvalg nedsmeltet, og partiet er internt meget splittet om EU. I starten af 2010 besluttede Konservativ Ungdom, at de støtter dansk udmeldelse fra EU. Dette er en stor sejr for EU-modstanden. Selv i Venstre Ungdom vokser EU-kritikken, og ungdomsorganisationer er i dag modstandere af euroen, og der er løbende en intern diskussion om hvad VU skal mene om EU. EU-kritikken og EU-modstanden er heller ikke afviklet inden for SF, S og R og der er derfor stor sandsynlighed for at medlemmer af disse partier vil bakke op om en kampagne for at bevare rets- og forsvarsundtagelsen.

Afslutning

Intet medlem af Folkebevægelsen skal være i tvivl om, at Folkebevægelsen som kampagneorganisation pt. er ved at forberede sig på de kommende folkeafstemninger om minimum to af EU-undtagelsene. Og den forberedelse vil fra nu blive skruet yderligere op. Det gælder politisk, organisatorisk og økonomisk.
Her i afslutningen skal kun de politiske aspekter berøres. Formodentlig skal vi som tidligere nævnt ud og stemme om Rets- og Forsvarsundtagelserne. Det vi har lært ud fra vores erfaringer med det sidste EU-parlamentsvalg, og det vi har kunnet udlede af forskellige vælgerundersøgelser omkr. EU-emnet. Det er, at der blandt de danske vælgere er en stor grundlæggende modvilje mod at overlade mere magt til Bruxelles. Det gælder som sådan på alle politiske områder. Det er selve overgivelsen der er problemet. I realiteten handler det om noget så fint, og diffust, som den nationale suverænitet. For Folkebevægelsen er det en unik god situation, i og med at det giver os en fantastisk god mulighed for at bygge vores folkeafstemningskampagne bredere op omkring en grundlæggende EU-kritik.
Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke også skal konkretisere vores argumentation mod de (formodentlig) to EU-undtagelser. I forbindelse med Retsundtagelsen er det vigtigt, at der i forbindelsen med folkeafstemningskampagnen er en organisation der taler retssikkerhedens sag – og det bør være Folkebevægelsen. Vi skal være dem der sætter fokus på den massive skjulte EU-overvågning, og ikke mindst EU-registrering der sker af borgerne – også af dem der ikke har gjort noget.
Ligeledes skal det også være os, der fastholder, at retspolitik er et nationalt anliggende. At der findes forskellige retstraditioner, også mellem de enkelte EU-lande. Derfor er det yderst problematisk for den nationale opbakning til retssystemet at køre efter laveste fællesnævner i EU-regí.

Forsvarsundtagelsen har måske ikke endnu været så omtalt. Men med tanke på hvad der siden januar er sket i Nordafrika/Mellemøsten, så kan man godt blive lidt betænkelig ved at Danmark måske skal blive inddraget i EU’s militære aspirationer. Tunesiens Ben Ali, Libyens Gadaffi, Ægyptens Mubarak, Syriens Assad o.s.v. har jo alle i de seneste år været gode venner af EU. Gode kunder hos den europæiske våbenindustri. Gadaffi har ligeledes været en god lænkehund ved EU’s middelhavsgrænse når det gjaldt om at holde fattige illegale immigranter og flygtninge ude af EU.
Som de sidste dages hellige har EU så fundet ud af, at demokrati er vigtigt – også i bl.a. Nordafrika. Men det er noget EU’s ledere har lært af demonstranterne i bl.a. Tunis og Cairo.