I disse dage og uger pågår nogle intense forhandlinger om de såkaldte Økonomiske Partnerskabs Aftaler (forkortet EPA) mellem EU og nogle af verdens allerfattigste lande - de såkaldte AVS-lande. AVS-landene består af stort set alle lande i Afrika syd for Sahara samt en del lande i Caraibien og i Stillehavet. Forhandlingerne er en del af EUs handelspolitik - et område med meget lille opmærksomhed hos befolkningerne i EU til trods for, at handelspolitikken er langt vigtigere for de fattige landes udviklingsmuligheder end bistandspolitikken.

Indtil nu har AVS-landene haft fordelagtige handelsaftaler med EU, hvor EU åbnede sine markeder for de fleste af AVS-landenes produkter, mens AVS-landene gerne måtte opretholde høj told på varer fra EU. Med andre ord kunne de fattige lande beskytte deres egne markeder mod ulige konkurrence fra store og ofte statsstøttede europæiske selskaber, hvormed de små lokale producenter trods alt havde en chance. Samtidig kunne landene også være sikre på en relativt høj indtægt fra importtold.

Pistol for panden

Men alt dette skal være slut, mener Kommissionen. I overensstemmelse med reglerne i Verdenshandelsorganisationen WTO - regler som EU selv har presset på for - skal disse fordelagtige forhold for de fattige lande ophøre med udgangen af 2007. De fattige lande klager højlydt, men reelt har de ikke noget valg. EU har, billedligt talt, sat en pistol for deres pande: Hvis ikke de accepterer EUs krav om fuldstændig fri adgang for EUs varer på de fattige landes markeder, standser EU simpelthen deres bistand.

Det er kynisk overfor de fattigste lande og mennesker i verden. Men det er desværre en grundlæggende opfattelse i EU, at frihandel er vejen frem for alle. Det bliver derfor interessant at følge udviklingen de næste par måneder og om det lykkes for AVS-landene at modsætte sig presset fra EU og skabe tilstrækkelig folkelig opmærksomhed hos EU’s befolkninger.